Kunstanmelder ved Jyllandsposten og redaktør af Kunstavisen skriver om mine billeder i årbogen "101 kunstnere 2019:

En arkitekts fornemmelse for melankoli. Dette kunne være en passende overskrift for Preben Schubells malerier.

Arkitekturen først. I alle malerierne finder man en stram komposition bestående af hovedsageligt vandrette og lodrette linjer, af rektangler og kvadrater. En komposition, Preben Schubell må kende til fingerspidserne som den uddannede arkitekt, han er. Mange af malerierne kan da også ligne udsnit af huse med loftsbjælker, terrasser, mure og vinduesfacader. Indtrykket af orden, balance og harmoni hersker i disse kompositioner på samme måde, som de gør i arkitektens plantegninger.

Noget bryder imidlertid dette gennemtænkte system af lige linjer og rette vinkler. Noget, som man med hundrede procents sikkerhed ikke vil finde i plantegninger. I nogle af felterne er farven gradueret, så den ikke længere er ensartet, men præget af ”skjolder”. Andre steder i maleriene forstyrres roen af assymetriske og uensartede linjer, af flodlignende strukturer og mærkelige objekter. Tænker man i figurative baner, ligger associationerne lige til højrebenet: mos, alger, grene og kviste, buske og træer sætter deres organiske aftryk på den stramme komposition.

Man fornemmer naturens indtogsmarch i de menneskeskabte omgivelser. Enten som de buske og træer, der på helt normalt vis findes i haven eller som det mos, lav og ukrudt, der gradvist overtager strukturerne i forladte bygninger. I det sidste tilfælde kan man opfatte malerierne som en slags memento mori: en påmindelse om, at alt skal forfalde og dø. Selv det prægtigste bygningsværk bygget af den dygtigste arkitekt.

Preben Schubells farveskala underbygger fornemmelsen af melankoli og forladthed præget, som den er, af efterårs- og vinterfarver. Dette skal ikke nødvendigvis læses sådan, at vi har med en pessimistisk kunstner at gøre. Melankoli er ikke altid ensbetydende med tristhed. Man kan også opfatte den som udtryk for et sensitivt og fintfølende sind. Det er i hvert fald den konklusion, undertegnede kommer frem til. Malerierne er på én gang disciplinerede og drømmende, præcise og følsomme, velovervejede og spontane.

Og så fornemmer man, at de er helt og aldeles lystbetonede. Skabt af en fagmand, som har brug for andre måder at udtrykke sig på. Prøvende, eksperimenterende, følende.....kunstneriske.

Tom Jørgensen